Whistleblowertilbud
til det frivillige sociale arbejde

Om Whistleblowertilbud på det frivillige sociale område

Tilbuddet er en mulighed for at videregive viden eller mistanke om uhensigtsmæssig eller ulovlig adfærd som f.eks. overtrædelser af love, regler, kontrakter, snyd med offentlige puljemidler mv. i foreninger og frivillige sociale organisationer, initiativer og projekter inden for det frivillige sociale område. 

Du kan videregive din viden eller mistanke om uhensigtsmæssig eller ulovlig adfærd til:

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), der er et selvejende statsligt videnscenter. CFSA er ikke en statslig myndighed og har heller ikke en bisidderordnin. Hos CFSA kan du få hjælp til afklaring, rådgivning og vejleding og i helt særlige tilfælde videreformidling af din viden eller mistanke til de rette myndigheder.

Du kan videregive din viden eller mistanke anonymt og fortroligt via særlige whistleblowerformularer

Ønsker du at gå direkte til den specifikke offentlige myndighed, der har juridisk hjemmel og mandat til at undersøge de forhold, du ønsker at påpege, kan du finde en oversigt over myndigheder og deres eventuelle whistleblowerordninger her: Se hvilke myndigheder du kan kontakte

Hvem kan bruge tilbuddet?

Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område er målrettet frivillige, bestyrelsesmedlemmer, ansatte og brugere i foreninger og frivillige sociale organisationer samt initiativer og projekter på det frivillige socialområde.

Foreninger, organisationer eller projekter inden for målgruppen er frivilligt grundlagt og har et socialt formål/indsats eller aktiviteter, der er målrettet udsatte mennesker eller borgere, der har behov for en social indsats.

Eksempelvis er frivillige organisationer, der arbejder med udsatte børn, ensomme unge, ældre, voldsramte kvinder, hjemløse og misbrugere eller som arbejder med at forbedre vilkårene for mennesker med psykiske sygdomme og lidelser, omfattet af tilbuddet.

Hvem er ikke omfattet af whistleblowertilbud til det frivillige sociale område?

Har foreningen, organisationen eller projektet, du henvender dig om, et formål eller indsats, som ligger inden for fx kultur, idræts- eller fritidsområdet, kan du ikke gøre brug af tilbuddet. I stedet kan du se oversigten over de myndigheder, der kan være relevante for dig at kontakte, hvis du har mistanke om snyd og misbrug af offentlige midler mv.  Se hvilke myndigheder du kan kontakte

Hvorfor bruge tilbuddet?

Hvis du får kendskab til eller mistanke om uhensigtsmæssig eller ulovlig adfærd i den frivillige sociale sektor, kan det være vanskeligt at finde ud af, hvordan du skal håndtere den viden.

Ved at bruge Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område kan du anonymt eller personligt ’blæse i fløjten’ og videregive din viden eller mistanke. Derved kan du få den rette afklaring, rådgivning og vejledning til at håndtere din viden eller mistanke.

Hvis du ikke har behov for at være anonym, kan du også gå direkte til en relevant myndighed, der har mandat til at undersøge de forhold, du påpeger. Se myndigheder på området

Er du i tvivl?

Hvis du er i tvivl, om du vil være whistleblower, hvad tilbuddet dækker, eller hvordan vi behandler en evt. indberetning, kan du få mere at vide hos CFSA.

Er det vigtigt for dig at være anonym, kan du bruge den særlige formular til anonyme henvendelser og skrive dine spørgsmål og overvejelser. Du vil da få svar fra os på samme måde, som hvis du havde indsendt en indberetning. 

Du kan også kontakte CFSA's almindelige rådgivning. Inden for 5 arbejdsdage vil du blive kontaktet af en faglig rådgiver fra CFSA, der kan forklare muligheden mere indgående. 

Du kan ringe til os på telefon: 66 14 60 61 og alene opgive dit navn og telefonnummer.

Du kan også sende en mail til info@frivillighed.dk - Hvis du sender en mail, vil CFSA behandle dine kontaktoplysninger fortroligt, men vi kan blive nødt til at udlevere dem ved en ansøgning om aktindsigt.

Hvad er forskellen på Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område og CFSA's almindelige rådgivning?

Forskellen på at bruge tilbuddet frem for at kontakte CFSA’s almindelige rådgivningstilbud er graden af alvorlighed og et deraf følgende behov for myndighedsinddragelse.

Derfor håndterer vi din henvendelse på en anden måde, end hvis du ønsker rådgivning og sparring i relation til dit arbejde eller frivillige indsats. Samtidig sikrer whistleblowerformularerne, at du kan henvende dig anonymt og fortroligt til CFSA med din mistanke eller iagttagelser. 

Senest revideret
31. august 2020