Whistleblowertilbud
til det frivillige sociale arbejde

Typiske spørgsmål

Her er en række eksempler på spørgsmål og svar på henvendelser med whistleblowerkarakter, som CFSA tidligere har modtaget i det almindelige rådgivningstilbud.

Du har altid mulighed for at gøre brug af CFSA's almindelige rådgivningstilbud - her kan du også finde flere end 50 online guider, der giver svar på de mest almindelige spørgsmål og udfordringer, som arbejdet med frivillighed og civilsamfund giver anledning til. 

Se alle CFSA’s rådgivningsguider

1. Hvad må offentlige puljemidler bruges til?

SPØRGSMÅL
Min bestyrelse bruger offentlige puljemidler på noget, der ikke står i projekt- og bevillingsskrivelsen. Hvem skal jeg sige det til?

SVAR
Du skal kontakte bevillingsmyndigheden for den pågældende pulje. Er det kommunen, der er bevillingsmyndighed, kan du fx kontakte kommunens frivilligkonsulent. Du kan finde kontaktoplysningerne på kommunens hjemmeside. Inden du kontakter kommunen, så sørg for, at du har dokumentation for, at bestyrelsen bruger puljemidlerne på noget andet end det aftalte. 

2. Hvad sker der, når man ikke anmelder en indsamling?

SPØRGSMÅL
Foreningen vil ikke anmelde den seneste indsamling til Indsamlingsnævnet? Hvem skal jeg kontakte?

SVAR
Som forening har man pligt til at anmelde foreningens indsamlinger. Nægter foreningen at anmelde en indsamling, kan du sende en klage om overtrædelse af god indsamlingsskik til Indsamlingsnævnet. Det er Indsamlingsnævnet, der er myndighed på området og fører tilsyn med, at indsamlinger foretages i overensstemmelse med indsamlingsloven.

3. Hvad sker der, hvis man ikke indberetter skat eller moms?

SPØRGSMÅL
Foreningens daglige leder har bevidst undladt at indberette skat og moms. Hvad gør vi?

SVAR
Kontakt bestyrelsen og orienter dem om forholdet. Bestyrelsen bør herefter grundigt overveje, om foreningen har den rette leder. Læs blandt andet om bestyrelsens ansvar som arbejdsgiver i CFSA’s bog At lede en sag

Derudover kan I kontakte Skat, der er myndighed på området og bede om en vurdering og aftale om, hvordan og hvornår I kan indberette foreningens skat og moms, sådan som foreningen (og dermed bestyrelsen) er forpligtet til.

4. Hvad kan vi gøre, når frivillige eller ansatte tager af kassen?

SPØRGSMÅL
Vores kasserer bruger foreningens penge til eget forbrug. Hvad gør vi?

SVAR
Det er en god ide, at I kan dokumentere, at kassereren tager af kassen. Overvej om tyveriet er i en størrelsesorden, hvor I skal anmelde sagen til Politiet, eller om I vil konfrontere kassereren og give vedkommende mulighed for betale pengene tilbage.

Under alle omstændigheder bør I stramme op på jeres procedurer for, hvem der - udover kassereren - skal underskrive bilag. I bør også hurtigt finde en ny kasserer, I kan have tillid til.

Læs mere i CFSA’s guider:

5. Hvem må optage lån i foreningens navn?

SPØRGSMÅL
Et bestyrelsesmedlem har optaget kviklån i foreningens navn uden bestyrelsens samlede godkendelse. Må hun det?

SVAR
Hvis det pågældende bestyrelsesmedlem ikke har ’tegningsret’, kan vedkommende ikke optage lån i foreningens navn. Dermed kan foreningen afvise at betale lånet. Har bestyrelsesmedlemmet derimod tegningsret, må vedkommende gerne optage lån i foreningens navn, og foreningen hæfter således for lånet.

Det vil ofte være beskrevet i forretningsordenen, hvem i bestyrelsen der har tegningsret.

Læs mere om tegningsret i CFSA's guide Bestyrelsens ansvar for foreningens økonomi og i CFSA’s grundbog til bestyrelsesmedlemmer At lede en sag

6. Må bestyrelsen udbetale honorar af offentlige puljemidler?

SPØRGSMÅL
Vores bestyrelse har besluttet at udbetale honorar til sig selv for §18-midler, selvom kommunen har sagt, de ikke må. Hvordan forholder jeg mig til det?

SVAR
I skal kontakte bevillingsmyndigheden (kommunen) – fx ved at rette henvendelse til den kommunale frivilligkonsulent og orientere om, at §18-midler bruges i strid med aftalen. I finder kontaktoplysningerne på kommunens hjemmeside.

Kontakt evt. CFSA’s almindelige rådgivning, som kan hjælpe jer med at afklare, hvordan I kontakter kommunen.

7. Må bestyrelsesmedlemmer bruge foreningens medlemsliste til egne forretninger?

SPØRGSMÅL
Vi har modtaget klager over, at et bestyrelsesmedlem har brugt foreningens medlemsliste til at promovere sin egen virksomhed. Hvordan stopper vi det?

SVAR
Når I som forening behandler personoplysninger – fx oplysninger om medlemmernes navne og kontaktoplysninger, har I pligt til at overholde reglerne i Persondataforordningen samt principperne om god databehandlingsskik. Et medlem af bestyrelsen eller foreningen må ikke bruge foreningens medlemslister til egne formål.

I skal kontakte Datatilsynet, som er myndighed på området og orientere dem om, at medlemsoplysningerne er blevet brugt uretmæssigt. Fortæl også Datatilsynet, hvad I helt konkret har gjort for at forebygge, at det ikke sker igen, så Datatilsynet kan se, at I har handlet hurtigt.

I kan læse mere om, hvordan I overholder GDPR-reglerne i CFSA’s guide Regler for persondata i foreninger. I kan også kontakte CFSA’s rådgivning.

8. Hvordan håndterer vi grov chikane fra et bestyrelsesmedlem?

SPØRGSMÅL
Et medlem af vores bestyrelse har været udsat for grov chikane fra et andet bestyrelsesmedlem i en længere periode. Hvad kan vi råde den chikanerede til at gøre?

SVAR
Bestyrelsen har pligt til at gribe ind over for såvel medlemmer som frivillige og ansatte, der chikanerer, mobber eller tager uønsket kontakt til andre medlemmer, frivillige og ansatte i foreningen. Det kan I gøre ved at tage en grundig samtale med den pågældende og evt. opfordre vedkommende til at trække sig. Kontakt evt. Arbejdstilsynet og få råd om, hvordan I kan forebygge og helt konkret håndtere en aktuel sag.

Hvis et bestyrelsesmedlem ikke vil ophøre med at chikanere en kollega i foreningen, bør den øvrige bestyrelse overveje, om vedkommende skal ekskluderes på en ekstraordinær generalforsamling, og om sagen skal anmeldes til Politiet og/eller Arbejdstilsynet.

Læs mere om eksklusion i CFSA’s guide: Sådan håndterer I eksklusion af medlemmer i foreningen

9. Hvordan håndterer vi, at helt unge under 14 år rekrutteres til at arbejde frivilligt?

SPØRGSMÅL
Min datter på 18 år er frivillig i en forening, der har fyret sine ansatte og i stedet rekrutteret otte 13-14-årige til 10-timers vagter som frivillige i en børnecafe.

SVAR
Først og fremmest bør I kontakte foreningens bestyrelse og høre, om den er indforstået med at rekruttere så unge frivillige. Det er bestyrelsen, der har ansvar for, at foreningen overholder reglerne i Bekendtgørelse om unges arbejde.

Arbejdstilsynet er myndighed på området, og I skal derfor kontakte dem og høre om foreningen overholder reglerne for, hvad de unge må beskæftige sig med, og hvor mange timer de må have vagter og faste opgaver.

10. Hvad gør vi, når vi har mistanke om, at der ikke indhentes børneattester på frivillige, der arbejder med børn?

SPØRGSMÅL
Foreningens daglige leder vil ikke indhente børneattester på frivillige, selvom de har kontakt med børn, da det er så besværligt. Hvad gør vi?

SVAR
Det er bestyrelsen eller ledelsen i jeres forening, der har ansvaret for at indhente børneattester. Tal med jeres bestyrelse om, hvorvidt I har den rette leder i jeres forening, når vedkommende ikke indhenter børneattester.

Læs fx om bestyrelsens ansvar som arbejdsgiver og bestyrelsens ansvar for, at foreningen overholder love og regler i CFSA’s grundbog til bestyrelsesmedlemmer At lede en sag

Hvis foreningens bestyrelse ikke tager affære, skal I kontakte Politiet, som er myndighed på området.

Læs mere om børneattester i CFSAs rådgivningsguide Børneattester i frivilligt socialt arbejde og/eller kontakt CFSA’s almindelige rådgivning.

11. Formand og kasserer nægter at udlevere årsregnskabet. Har vi ret til at se det?

SPØRGSMÅL
Jeg har som bestyrelsesmedlem gentagne gange bedt om at se foreningens årsregnskab, men formand og kasserer nægter. Har jeg ret til at insistere?

SVAR
Det er dårlig foreningsskik, da man som medlem har ret til at se foreningens regnskab.

Kontakt CFSA’s almindelige rådgivning og drøft mulighederne. Se også vores guide Sådan løser I uenigheder om foreningens spilleregler

12. Foreningen følger ikke  vedtægterne for generalforsamling, hvad stiller vi op?

SPØRGSMÅL
Min forening følger ikke vedtægterne for afholdelse af generalforsamlingen. Hvad kan jeg gøre ved det?

SVAR
Der findes ingen foreningslov eller regler for, hvordan foreninger holder generalforsamlinger. Det er alene op til medlemmerne og de demokratiske processer.

Kontakt CFSA’s almindelige rådgivning og tal om jeres handlemuligheder for at gøre opmærksom på, at de vedtægter, I selv har valgt, ikke bliver fulgt.

Se også vores guider:

13. Hvem skal vi kontakt, når vi er bekymret for et barn, der kommer i foreningen?

SPØRGSMÅL

I vores foreningsaktivitet er der et barn, som ser ud til at mistrives. Vi er ret bekymret. Skal vi tage fat i vores leder eller i forældrene?

SVAR

Bliver barnet udsat for en behandling, som I ikke kan løse i samarbejde med forældrene, har I to muligheder: I kan underrette kommunen eller gå direkte til Ankestyrelsen. Typisk vil det være mest hensigtsmæssigt at henvende sig til kommunen først.

Hvis kommunen ikke agter at tage sagen op, eller I er af den opfattelse, at de ikke foretager de fornødne skridt i sagsbehandlingen, kan I med fordel herefter henvende jer til Ankestyrelsen.

Underretningspligt: Lov om Social Service § 154 giver alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung som udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb mv. pligt til at underrette kommunen. Det gælder også, hvis barnet lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Din underretningspligt går forud for din tavshedspligt. Underretningspligten er personlig. Det betyder, at ikke foreningen, men du er personligt forpligtet til at lave en underretning.

 

Senest revideret
30. november 2022